| Med OB til Skotland |
|
06.09.2010 |
Med afgang fra Odense Lufthavn, whiskysmagning på Edinburgh Castle, pub mad, Tatoo og Europa League fodbold mod "The Steelmen" fra arbejderbyen Motherwell var der lagt op til en intens oplevelsestur.
Nina & Jakob var med OB på tur til Skotland - vi deltog både som sponsor og som fotografer. OB skulle spille vigtig play-off kamp mod Motherwell om adgang til Europa Leagues gruppespil - en adgang som betyder 2 cifrede millionbeløb i indtægter. Da selve Motherwell er en trøstesløst stålindustriby i forskellige nuancer af brun, boede vi i Edinburgh på luksushotellet Balmoral. Der var champagnebar, tykke tæpper og værelser på størrelse med et dansk parcelhus. Nogle få sponsorer boede selvvalgt ude på St. Andrews golfbanen, og fik lov til at gå et par ekstatiske runder på golfens fødested Old Course - hvilket sikkert er vildt, hvis man tænder på tætklippet græs og folk i fjollet tøj. Edinburgh er også ret brun, men her var dog et overvældende liv bl.a. på grund af det berømte Military Tattoo på Edinburgh Castle som fandt sted samtidig. OB vandt - det var vigtigt og turen var fed, men næste gang vil vi til højlandet og se noget der ikke er brunt og ud til kysten og se destillerier.
|